Ulve Versus Texas Longhorns?

I slutningen af april i år (2020), kom der en ulv temmelig tæt på vores ejendom. Den blev filmet af en landbrugsmedhjælper på en gårdsplads, knapt 20 km. fra os. I samme tidsrum havde jeg en meget usædvanlig oplevelse med vores store tyr og 3 stude, som havde gået udendørs, hele vinteren.
Lige pludseligt sprang alle 4 dyr i fuld galop, direkte over mod hegnet til naboens lille plantage.
De stirrede alle mod det samme mål, og jeg fik dermed desværre kun et meget kort glimt af “et eller andet gråligt”, som forsvandt ind i krattet, da vores store tyr begyndte at “danse krigsdans”, som jeg aldrig havde set magen til.
Da kom jeg til at tænke på, at vores hunde også havde været oprevet over et eller andet, flere nætter i samme periode.
Var det mon den samme ulv?
Både vores hunde og vores Longhorns, er til dagligt de mest venlige og rolige dyr, som man kan ønske sig.
Både den store tyr og alle de andre Longhorns er håndtamme og særdeles godmodige.
Så, – et eller andet uvant dyr, havde lige pludseligt vækket det vilde “forsvars-instinkt” i både tyren og de 3 stude.

Så var det jeg kom til at tænke på, om disse dyr måske kunne være med til at vende billedet på ulve-mareridtet, vi har fået i Danmark?

Under vores mange besøg hos Texas Longhorn avlerne i USA, er snakken nemlig ofte gået på Danmarks nye problem med de urimelige uvleangreb på vores landbrugsdyr.
Dette fænomen griner amerikanerne meget af og udtrykker; “en ulv går ikke frivilligt ind til en flok Longhorns, – det tør den simpelthen ikke”. Det er jo derfor at denne type kvæg var den eneste vildtlevende race som kunne overleve USA’s barske natur.

Jeg har kigget lidt i den amerikanske litteratur, omkring Texas Longhorns evner til at håndtere rovdyr. Her er et par citater:

“Chikaneret af ulve, Grizzlies, cougars, coyotes, har Texas Longhorns i tidens løb måttet tilpasse sig et udfordrende nyt miljø, gennem deres udbredelse over hele Amerika.
De havde lange ben, dybe brystkasser og spændstige, atletiske kroppe, som hjalp dem med at rejse mange kilometer efter vand og foder, de gennemsøgte en lang række planteliv og kunne håndtere ekstreme forhold fra tropernes varme i syd og helt op til Rockies kulden i nord. Køerne havde stærke moder instinkter til at skjule eller frygtløst at beskytte deres kalve mod rovdyr, og kun de stærkeste overlevede”.

“Hornede husdyr er bedre i stand til at forsvare sig selv og deres kalve mod rovdyr som ulve og andre rovdyr “.

“Deres horn spillede en vigtig rolle i at hjælpe dem med at overleve rovdyr i naturen inden dagene med indhegnede græsgange”. Og selv nu om dage hjælper deres flotte horn med at jage coyotes og bjergløver væk fra deres babies”.

“Der foregik en naturlig udvælgelse af de længst hornede dyr (af begge køn), idet de jo havde lettest ved at afvise eksempelvis ulve og prærieulve”.

I 1927 oprettede staten en fredet bestand i Wichita Mountains, Oklahoma, hvor de lige siden har levet i vild tilstand “uberørt af menneskehånd”.
Dette skal ses som en slags gestus til denne seje kvæg race, som ikke har haft brug for “uvlesikre hegn”, eller andre moderne bekvemmeligheder, for at overleve i “Guds eget land”.

Det var i plantagen til højre i billedet at “et eller andet gråligt” dyr forsvandt ind i krattet, efter at vores tyr havde “danset krigsdans”, imens de 3 stude fulgte opmærksomt med.

Nu er alle vores Longhorns på græs, både moderdyr og kalve. Og hele flokken kan nu helt sikkert tage modet af de fleste rovdyr.

Men både mennesker, heste, hunde og alle andre dyr er velkomne i folden hos vores særdeles venlige og tamme kvægrace.

Hermed et foto af vores tyrs normale adfærd!

Tryk på dette link, hvis du vil se mere om vores Texas Longhorns: /https://circlemfarm.dk/vores-texas-longhorns/